Det er efterhånden længe siden jeg har blogget om min pendling, og der er faktisk en ganske glimrende årsag til det. DSBs tog mellem Odense og København kører aldeles glimrende for tiden, og jeg har efterhånden absolut intet at brokke mig over. Der er pladser nok, afgange og ankomster er rettidige indenfor ca. 5 minutter og personalet er flinke som altid.
For nylig var der dog en oplagt mulighed for at blogge, da jeg rundede et års pendling omkring første september. Små 400 passager af Storebælt på 365 dage, og jeg er stadig ikke blevet træt af det. Det kan være frustrerende at se frem til to timers transport før man er hjemme, men jeg har altid noget at fordrive tiden med, så det går alligevel. Desuden er vi, i firmaet jeg er medejer af, gode til at arrangere hjemmearbejdsdage engang imellem, hvilket også giver en behagelig afveksling.
Jeg vil slutte min årsstatus med lidt statistik:
- 400 passager af Storebælt
- DKK 42.000 brugt p̴ pendlerkort Рbetalt af SKAT
- 40.000 minutter eller 667 timer eller 27 dage tilbragt i tog
27 dage… Det er lidt tankevækkende. Havde jeg ikke arbejdet pÃ¥ mine togture, og droppede jeg at pendle, kunne jeg holde februar fri hvert Ã¥r uden at miste arbejdstid. Hm. 🙂
For et par Ã¥r siden flyttede min kærestes familie til Sverige – de er nu den direkte Ã¥rsag til, at jeg sidder i et tog ført af en togfører fra SJ, de svenske jernbaner. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg slemt savner et godt, dansk IC3-tog. Jeg har siddet i toget i ca. to timer, min røv sover, og jeg skal sidde her halvanden time endnu. Ikke nok med at sæderne er dÃ¥rlige, bordene er ogsÃ¥ pÃ¥ størrelse med de smÃ¥, formÃ¥lsløse borde i IR4-togene, der er ca. halvt sÃ¥ mange stikkontakter som i et IC3-tog, og bagagepladsen er mindre. Det føles ogsÃ¥ som om der er mindre benplads, men det er nok bare mine ømme ben, der bilder mig det ind.