Jeg fik i går en e-mail, som jeg har gået og brygget lidt over siden da. Den lyder sådan her:
Hej David,
En vovet forespørgsel.
Jeg har været sÃ¥ vovet at trække befordringsgodtgørelse fra i skat for Ã¥rene 2009 og 2010, selvom jeg ikke har kørt alle turene selv. Det betyder at jeg har svært ved dokumentere/redegøre for alt det jeg har trukket fra…
Jeg har adresse i -FJERNET- og arbejder i -FJERNET-, så jeg kan godt bruge nogen brugte togbilletter for 2009 og 2010 for denne strækning og retur.
Så her kommer den vovet forespørgsel, da du sikkert selv har måtte dokumentere dine rejseaktiviteter overfor SKAT, har du evt en kopi/elektronisk kopi eller fysisk brugte billletter for 2009 og 2010 liggende? Har dine billetter været personlige eller a la klippekort?
Jeg er parat til at give en lille slat penge for dine brugte billetter 🙂
Hvis du er villig til at hjælpe, må du meget gerne vende tilbage hurtigst muligt.
På forhånd tak.
Mvh -FJERNET-
For en del år siden kunne man som iværksætter få tilskud af staten til at starte sin virksomhed op. Det koncept blev fjernet, da for mange misbrugte tilskuddet som gratis penge uden egentlig at starte en reel virksomhed. Ud fra ovenstående e-mail kunne jeg frygte, at befordringsfradraget engang lider samme skæbne.
Fradraget er det, der gør, at jeg som pendler rent faktisk har rÃ¥d til at pendle mellem Odense og København. Det gør, at man som dansker har rÃ¥d til at bosætte sig mere end 150 km fra sin arbejdsplads, hvilket i mine øjne medfører et meget mere dynamisk land. Jeg bidrager ikke til tung trafik i indre København, og det ville jeg være nødt til, hvis jeg ikke kunne fradrage min transport. Jeg kan bosætte mig i en udkantskommune, og bidrage økonomisk til den, uden samtidig at være begrænset af jobmulighederne i den. Og fordi jeg bor i Odense, fÃ¥r vores kunder en oplevelse af en dynamisk virksomhed – jeg kan tage møder i bÃ¥de Ã…rhus og København uden at forlænge min transporttid pÃ¥ mødedagen.
Derfor frustrerer det mig grænseløst, nÃ¥r forfatteren af ovenstÃ¥ende e-mail udnytter systemet, og oven i købet ikke har et problem med at spørge andre om hjælp, nÃ¥r han bliver fanget i det. Befordringsfradraget er nemt at opnÃ¥ (man skal blot udfylde ét felt i Ã¥rsopgørelsen), og det er svært for Skat at kontrollere alle. Der er ingen indberetninger fra DSB, de kan bruge som grundlag, og derfor er de nødt til at spørge til dokumentation – sÃ¥ vidt jeg har forstÃ¥et, udvælger de tilfældigt blandt alle indberetninger hver Ã¥r, og afsenderen af e-mailen er røget i fælden. Skulle det ske for mig, ligger min dokumentation i en kasse i vores lejlighed, og kopier/originaler ender ikke hos e-mail-afsenderen. Han ligger som han har redt, og fortjener hvad han fÃ¥r af bøde og krav om tilbagebetaling.