Normalt skal der meget til at irritere mig, når jeg rejser i tog. Få ting bringer dog mit pis i kog, herunder personer, der taler i en hvilke-kupé, forældre, der ikke har styr på deres børn, og personer, der optager 3/4 af benpladsen. Jeg er ca. 185 cm høj, så ca. halvdelen af benpladsen under bordet i et IC3-tog er ca. hvad jeg har brug for for at sidde behageligt.
Netop nu sidder jeg overfor en ung mand, der har sovet siden afgangen fra Odense. Fred med det, det skal han have lov til, men når han optager mere end halvdelen af benpladsen, så irriteres jeg en smule. Jeg har derfor siddet ganske diskret og prøvet at sparke let til hans ben i håbet om, at det kunne vække ham. Intet virker. Jeg er naturligvis dybt konfliktsky, så det med rent faktisk at prikke til ham og bede ham trække benene til sig, ligger langt over hvad jeg formår. Jeg må derfor stilles tilfreds med glæden over de blå mærker han vil opdage senere i aften og undre sig over. Mmmmmm.
0 Responses to “Irritationsmomenter i tog”